Pædagogisk arbejde med det HELE menneske
Når man arbejder på det specialpædagogiske område, hvor sundheds-, social- og specialpædagogik praktiseres, hersker der forskellige fagligheder. Denne artikel handler om, hvordan tværfaglig viden og samarbejde kan bibringe nye indsigter, viden og faglig retning i samarbejdet omkring kerneopgaven – de mennesker, vi er ansat til at udvise omsorg for.
Af Susanne Drachmann og Trine Lilliendahl, specialpædagogiske konsulenter i VISS
Arbejdet på det specialpædagogiske område er komplekst, og der findes derfor ikke enkle løsninger. Der er brug for et godt fagligt samarbejde med fokus på betydningen af relationens og alliancens regulerende kraft.
En almen definition af pædagogik ”… er læren om den teori og praksis, der omhandler mål, midler, sammenhænge og forhindringer i relation til udvikling af værdier, viden og kunnen hos den enkelte”,[1] … vidner om, at det pædagogiske arbejde kan forstås som bredtfavnende omkring det enkelte menneske. Pædagogik har således et mangesidet tværfagligt grundlag, som bidrager til en differentieret og sammenhængende pædagogik.
Pædagogik er tværfaglig i sin grundform og er en fællesnævner, som sundheds-, special- og socialpædagogik kan bidrage til med en stærk monofaglig specialisering, hvorved pædagogikken får et bæredygtigt tværfaglighed perspektiv. Det tværfaglige perspektiv opstår, når flere (mono)fag, der tager afsæt i forskellige videnskabelige ståsteder, metodiske tilgange, logikker m.m. og samarbejder om at betragte den samme problemstilling fra forskellige vinkler og metoder. Monofaglighed tager således sit afsæt i at være ”…et område med egne teorier, metoder og indhold, anerkendt gennem eksistensen af institutter, programmer m.m.” [2].
Ser vi fx nærmere på den monosundhedsfaglige forståelsesramme af pædagogik, finder vi den samme grundantagelse, som i den bredtfavnende definition: ”Sundhedspædagogik tager udgangspunkt i borgerens aktuelle livssituation og fordrer deltagerindflydelse. Formålet er at fremme sundheden gennem udvikling af handleevne” [3].
Hvis man på det pædagogiske område arbejder monofagligt, kan udfordringen være, at det hele menneske ikke tages i betragtning. Man kan potentielt fratage borgeren muligheden for ”. udvikling af værdier, viden og kunnen …”, idet en monofaglig tilgang kan medføre tab af vigtige informationer, som kunne give en samlende forståelse af borgeren og dennes adfærd. I praksis betyder det fx, at sygeplejersken ikke ved, at der er behov for tilstandsregulering og relationel tryghed, inden det er muligt at motivere borgeren, og omvendt ved pædagogen ikke, at borgeren ikke er motiveret, fordi der er bøvl med maven.
Spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt at have fokus på valget mellem monofaglighed og tværfaglighed, herunder sundheds-, special- og socialpædagogik som faglige platforme til at betragte borgerne og deres adfærd. Hvis fagligheden forsat er på borgeren og ikke på et møde med borgeren – er der så ikke risiko for, at noget bliver tabt til trods for det gode tværfaglige samarbejde? Kan man bringe det hele ikke menneske i spil uden at sætte fokus på mødet med mennesket i fokus?
Hvad skal tages i betragtning, når man arbejder pædagogisk? – Vi møder dig
Når vi fokuserer på mødet med mennesket, er det for at sikre, at det hele menneske bliver forudsætningen for den praksis, der skal udspille sig sammen med borgeren. Adfærd og følelser foregår ikke alene i hjernen, men er forbundet til kropslige processer, herunder bl.a. hjerterytmevariabilitet (Avnby, L., Dalsgaard, M., Hansen, T. L. et al., 2019), hvorfor det er centralt at have hjertet med i det pædagogiske arbejde. Det er således ikke, hvad der sættes foran pædagogik, men handlingen og metoden som er central, når det drejer sig om at lave differentieret og sammenhængende pædagogik for den enkelte.
Forskning har igennem de seneste år peget på, at vores velbefindende og hjerterytmevariabilitet kan måles i vores omgivelser (Morris, 2010, McCraty, 2015). Der ses således en tendens til, at mønstre i hjerterytmevariabilitet synkroniserer sig imellem mennesker i nærheden af hinanden. Dette illustrerer en meget konkret indvirkning af at skabe en god stemning og nænsom atmosfære i det pædagogiske arbejde.
Det er derfor essentielt, at praktikeren arbejder med mødet og dermed sin egen emotionelle velbefindende i kontakten med andre. En vedvarende opmærksomhed mod ens egen følelsesmæssige tilstand, arousalniveau og hjerterytmevariabilitet under arbejdet med borgeren er en forudsætning for aktivt at kunne bruge sig selv som redskab i det stemningsregulerende pædagogiske møde (se viss.dk, Tip 25. Med hjertet på arbejde).
Uanset, hvad der sættes foran pædagogik – så er det mødet – det pædagogiske og relationelle møde, der er centralt for ”… udvikling af værdier, viden og kunnen hos den enkelte” [4].
Alliancens betydning – Vi mærker dig
En borger kan motiveres af en god relation til pædagogen, men kan også demotiveres af en dårlig relation. Men at samarbejdet, gensidigheden og relationen har en væsentlig betydning i forhold til, hvor godt vi kommer i mål med den faglige indsats, betyder, at kvaliteten af samarbejdsalliancen er afgørende.
Hvad enten vi taler om mødet med borgeren, pårørende eller personalet, er det almenkendt, at den gode relation er et vigtigt element i pædagogisk arbejde. Men det interessante er netop sammenhængen mellem relationen, processen og målet, hvor vi reflekterer, udforsker og udfordrer vores egen forståelse og rolle i mødet med den anden.
Når vi inddrager borgerens og egne subjektive oplevelser af alliancen, hvor vi både fokuserer på borgerens personlige oplevelse fx om vedkommende føler sig accepteret af pædagogen, og vi samtidigt er fokuseret på og har viden om, hvad der udgør den gode relation, og hvad der er ønskværdigt for borgeren, så bidrager dette både til de faglige mål og til relationens kvalitet. Måden, vi forstår og indgår i relationer på, samt hvordan det påvirker relationen til den enkelte borger, betyder noget både for samspillet og for vores faglige mål.
I samarbejdsrelationen, hvor begge parter indgår som aktivt deltagende, anvendes begrebet forandringsagent, hvilket benyttes her, fordi det sætter fokus på, hvordan mennesket bør forstås i et samspil mellem egne specifikke ressourcer og muligheder, og vigtigheden af, at begge parter indgår som bidragsydere i samarbejdsalliancen (Horvath, A. O., Del Re, A. C., Flückiger, C., & Symonds, D. B., 2011). Der inviteres til et perspektiv, hvor pædagogen prioriterer at indgå i et gensidigt samarbejde med borgeren, hvor man demonstrerer sit engagement i at finde en måde at samarbejde på, og hvor borgerens perspektiv aktivt inddrages. Perspektivskiftet fra at følge egen dagsorden til at prioritere samarbejdsalliancen kan foregå på flere niveauer. Først og fremmest er det vigtigt at finde en interventionsmetode, der bygger på borgerens ressourcer og forventninger. Dernæst bør man være opmærksom på at være lydhør over for borgeren og samtidig vise, at der er brug for dennes deltagelse for at opnå fuld gensidighed. Endvidere bør der være opmærksomhed på, at kvaliteten af alliancen udspringer af et gensidigt samarbejdsengagement som et mål for, hvor godt pædagog og borger arbejder sammen.
Allianceudvikling er en færdighed, der fortløbende bør trænes i at udvikle sig, hvor man som professionel tilpasser sin indsats til det behov, borgeren har, og at borgeren mødes med tillid, forståelse og omsorg og føler indsatsen som værende hjælpsom. Det er ikke titlen, der bærer resultatet, men at man som person er i stand til at etablere en bæredygtig alliance, hvor færdigheder ikke er noget man har, men noget man kan og til stadighed skal trænes i.
I samarbejdsalliancen opstår relationelle dynamikker, og det betyder, at man let ”smittes” og kan udvikle emotioner svarende til borgerens. Man skal derfor finde en balance i at arbejde med hjerte og hjerne, og man skal finde en balance i at arbejde med følelser og medindlevelse, uden at man overvældes, eller det bliver til overinvolvering. Det forudsætter et velreguleret nervesystem, hvor man er i stand til indleve sig, samstemme sig og føle med et andet menneske, samtidigt med at man fagligt forholder sig, indgår i samspilsprocesser og understøtter stemnings- eller arousalregulering.
Med henblik på selvreguleringskompetence i relationen til borgeren, er der også behov for at nævne grundlæggende tilstandsregulering, hvor afstemte samspilsprocesser og viden om pædagogiske tiltag på forskellige udviklingsniveauer får betydning for udvikling af det trygge, relationelle forhold.
Det hele menneske skal med, når man arbejder pædagogisk og neuropædagogisk
Det centrale i al pædagogik uanset specialisering er mødet mellem mennesker, og hvordan mødet med borgeren udformes i praksis.
Man skal skabe alliancen og således arbejde med hjerte og hjerne. Man skal finde balancen i at arbejde med følelser og medindlevelse, uden at overvældes eller blive overinvolveret. Det forudsætter et velreguleret nervesystem, hvor man er i stand til at indgå i faglige samspilsprocesser.
Efterlever man definitionen på pædagogik, betyder det, at mennesker skal mødes, hvor de er, med det de har med – hvilket vil føre til udvikling. Et integrativt perspektiv kan understøtte, hvordan man møder det hele menneske og får øje på det, vi skal se, når vi ser bag om adfærden. Et neuropædagogisk grundlag kan bidrager til at se bag om adfærden og handle på intentionen bag ved adfærden. Sigtet med en neuropædagogisk tilgang er at kompensere for begrænsninger og understøtte ressourcer. Neuropædagogik er en tænkning ind i pædagogikker, som tilstræber at møde og se det hele menneske integrativt.
De pædagogiske overvejelser og indsatser kan foldes ud på baggrund af integrativ viden og afdække både borgerens individuelle forudsætninger samt konteksten og relationernes betydning for borgerens adfærd. Det forudsætter dog, at der foretages systematisk observation og analyse som grundlag for hypoteser om borgerens adfærd. Borgerne fortæller os med andre ord, hvor de er og hvad de har med, igennem deres adfærd. Vi skal ”bare” lytte, se og mærke (Avnby, L., Dalsgaard, M., Hansen, T. L. et al., 2019).
Man skal undre sig
Vi lytter, ser og mærker gennem systematisk observation, som er forudsætningen for at forstå, hvad borgeren fortæller med sin adfærd. Adfærd omfatter alt, hvad mennesker foretager sig, såvel instinktivt og ubevidst som bevidst, det er en fortælling fra borgerne til omgivelserne, om hvordan de har det, og hvad der er på spil.
Adfærd skal derfor betragtes i den kontekst, hvori den opstår, med fokus på, at mennesket med funktionsnedsættelse ikke er problemet, men viser problemet. Vi må derfor som fagpersoner erkende, at vi ikke kan ændre borgerens tilstand, men vi kan påvirke vilkårene via tilgangen og vores forståelse af borgeren.
Hvis borgeren har en vredladen adfærd, kan vi tolke det som, ”han er vred -vi må hellere holde afstand og give ham plads”, eller vi kan tolke og undersøge, ”om han har tandpine og brug for omsorg, forståelse – og eventuelt smertelindring”. Den sammen adfærd kan udløse forskellige scenarier for borgerne, afhængigt af hvilken fortolkning vi indlejrer i adfærden og fortællingen. Måden, vi tolker borgerens adfærd på, har betydning for vores handlinger, såvel som hvilket hjerte borgeren bliver mødt med; tilnærmelse og empati eller afstand og afvisning?”
Det specialpædagogiske område kalder på en tværfaglig synergieffekt, så tværfaglig viden bibringer nye indsigter og faglig retning på samarbejdet omkring de mennesker, vi er ansat til at drage omsorg for.
Arbejdet på det specialpædagogiske område er komplekst, og der finder derfor ikke enkle løsninger.
Nedenstående model: Den relationelle og kontekstuelle adfærds- og reaktionsmodel – kan benyttes til vedvarende systematisk underen og dermed understøtte et nuanceret blik på, hvad borgerne fortæller os med deres adfærd.
Der er brug for et godt tværfagligt samarbejde med fokus på mødet med mennesket for alle faglige tiltag, hvor relationen og alliancen som regulerende kraft har betydning. Dette skyldes, at forståelsen for både kontekst og relation er central og vigtigere end fokus på, hvilken type specialisering det pædagogiske personale repræsenterer. Hvis man vil møde det hele menneske, må man have hjertet med på arbejde, for uden alliancen møder vi ikke det hele menneske.
_________________
Litteratur
Henriksen, Carsten (2013): Drømmen om transfaglighed.
Horvath, A. O., Del Re, A. C., Flückiger, C., & Symonds, D. B. (2011). Alliance in individual psychotherapy. Psychotherapy, 48 (1), 9–16.
Højholdt, Andy (2016) Tværprofessionelt samarbejde i teori og praksis.
Avnby, L., Dalsgaard, M., Hansen, T. L. et al. (2019): Integrativ neuropædagogik – en grundbog. VISS – Videnscenter Sølund Skanderborg, Landsbyen Sølund.
Tylstrup, Birgitte (2007): Misbrug og psykisk lidelse – Psykolog Nyt nr. 20-2007.
Tylstrup, Birgitte (2009): Den terapeutiske relation – samarbejdet mellem patient og behandler om foradring – STOF. Tidsskrift for misbrugsområdet-13.
https://dpu.au.dk/fileadmin/edu/Asterisk/66/Asterisk_66_s15-19.pdf
http://sundhedsdata.iterm.dk/#results
Tip 25. Med hjertet på arbejde: https://viss.skanderborg.dk/VIDEN/Tips-og-r%C3%A5d.aspx#3304
[1] http://denstoredanske.dk/Erhverv,_karriere_og_ledelse/Pædagogik_og_uddannelse/Pædagogik,_didaktik_og_metodik/pædagogik
[3] http://sundhedsdata.iterm.dk/#results
[4] http://denstoredanske.dk/Erhverv,_karriere_og_ledelse/Pædagogik_og_uddannelse/Pædagogik,_didaktik_og_metodik/pædagogik
