Relation og struktur – om musikkens muligheder for at skabe form og indhold i relationen

Vores evne til at opbygge gode relationer med hver enkelt borger er afgørende for, at de kan føle sig trygge og opleve, at noget giver mening for dem. For medarbejdere gælder det samme. En gensidig tryghed og en fælles forståelse af, hvad man kan være sammen om, er forudsætningen for at vi lykkes i samværet.

Af Anne Steen, musikterapeut, Landsbyen Sølund

Denne artikel omhandler en gruppe af borgere, der er født med nedsat funktionsevne i forskellige grader. Nogle har sprog, men har svært ved at opsøge fællesskabet. Andre forstår ikke så meget af det, der foregår omkring dem, og lever i en form for isolation.

Struktur i det pædagogiske arbejde
I dagligdagens rutiner fra morgenstund til sengetid er der en overordnet struktur, med omsorgs- og plejeopgaver, måltider og forskellige fastlagte gøremål. Denne struktur har stor betydning for borgernes mulighed for at kunne indstille sig på det, der skal ske, at have en vis fornemmelse af tid og et overblik over dagens forløb.

Den samme form for overblik og bestemte rutiner er der også nødt til at være i hver enkelt aktivitet, som vi tilbyder dem. Jo mere genkendelighed og forudsigelighed vi skaber i de forskellige samvær, jo mere kan deltagerne slappe af og fokusere på samværet frem for forstyrrende påvirkninger af deres sanser.

Musikken indeholder struktur på mange planer. Derfor er den bogstavelig talt en fremragende medspiller i det pædagogiske arbejde.

Kvaliteter i musikken
Alle mennesker er født med evnen til at opfatte musik som meningsgivende oplevelser. Allerede i fostertilstanden har barnet tilegnet sig forskellige former for læring gennem mange forskellige lydpåvirkninger. Dels lydene i morens krop og af hendes hjerteslag, som en vedvarende rytme i livet, dels forældrenes stemmer, sange og musik i den ydre verden.

Spædbarnsforskere som Stern og Trevarthen m.fl. har påvist, at det nyfødte barn er født med evnen til at inddrage forældrene i små samspil. De beskriver den tidlige kommunikation ved hjælp af musikkens grundelementer.

Rytmen og melodien er de væsentligste grundelementer i musikken. Opfattelsen af rytmen i musikken er tryghedsskabende, fordi den minder os om den oprindelige tryghed i fostertilværelsen.

Melodien vækker genkendelse og er meningsskabende for os.

Tryghed og mening afspejler de to grundlæggende tilstandsformer i vores vågne liv, ”at være” og ”at gøre”.

I det følgende vil jeg give et indblik i, hvordan vi med musikken kan skabe form og indhold i samvær med borgerne, både som væren og som gøren.

Musikken som udtryk for vores indre struktur
At lytte til afdæmpet og langsom musik udvikler deltagernes evne til at regulere sig selv følelsesmæssigt. Kroppen synkroniserer sig med pulsen i musikken, som minder os om den oprindelige tryghed i livmoderen.  Melodierne vækker evnen til at genkende melodiske former og giver tankerne et sted at forankre sig. Den kravløse lytte-aktivitet gør det muligt for deltagerne at give slip på deres forsvar og værn.

Musikken er med til at skabe en stemning, hvor det er muligt også at arbejde med nærhed gennem fysisk kontakt. Berøring er en meget vigtig del i opbygningen af en god relation, fordi den skaber et følelsesmæssigt bånd, hvilket fremkalder oxytocinfrigørelsens positive sundheds- og antistressfremmende virkning.” (Uvnäs, 2006)

At tilbyde borgerne og sig selv disse stunder, hvor nervesystemet er i ro, og kroppens ressourcer genopbygges, er afgørende for alles overskud til dagens øvrige gøremål.

Musikken som skaber af individuel struktur
Personer, der er på tidlige udviklingstrin, kan ikke give udtryk for deres behov, og de opsøger ikke fællesskabet med andre. Hver især har de udviklet deres egen måde at være i verden på. Derfor arbejder en medarbejder og jeg med individuelle tilgange i en gruppe med 4 deltagere, hvor vi er nødt til at kontakte hver enkelt i den lille verden, de befinder sig i.

Maria har en pulsfornemmelse i sig, som kommer til udtryk ved, at hun gynger frem og tilbage med overkroppen, ligesom hun tramper med især højre fods hæl i en rytmefast bevægelse. Hun er meget påvirkelig af forskellig musik og laver høje, glade lyde, når vi sætter musikken i gang.

De kropslige bevægelser er hendes personlige udtryk, som vi bruger til at opbygge en kontakt med hende.

Ved at gynge i hendes rytme, i en modbevægelse, kommer vores ansigter helt tæt på hinanden.

På et tidspunkt begyndte Maria at bevæge sit hoved så tæt på mit, at hendes næse rørte ved min. Hun gjorde det med stor forsigtighed og gentog denne berøring mange gange. Det er blevet et samspilstema, hvor hun viser en form for empati og inderlighed, og jeg oplever, at vi er følelsesmæssigt meget tæt forbundne i denne fysiske kontakt.

Hendes rytmiske spark anerkender vi ved at holde en tromme i luften foran hende, så hun oplever at række ud over sig selv med lyden af sine spark på den. Hun gør bevægelsen større, jo højere vi løfter trommen, og er begyndt at sparke med venstre ben, når vi holder trommen dér. Af og til sidder hun med et stort smil, og det er tydeligt, at hun er bevidst om sin egen andel af disse udvekslinger.

Her er det Marias indre pulsfornemmelse, der skaber strukturen i samværet. Disse to aktiviteter er blevet faste samspilstemaer hver gang. Dvs., at begge parter forventer og forbinder denne kontakt med hinanden.

Musikken som skaber af fælles struktur
Musikken giver os et fælles fokus og inddrager os i et nu, der både gør os trygge (pulsen), og giver os mening (melodien). Samtidig vækker den vores følelser med sin dynamik og energi og giver os lyst til at udfolde os i overensstemmelse med musikkens karakter. Vi kan synge sammen, spille i takt til musikken, og vi kan bruge musikken til at udfolde os kropligt og mødes i fælles bevægelser.

Vi er født med evnen til at koordinere vores bevægelser i forhold til en iboende pulsfornemmelse. En del af borgerne har svært ved at kontrollere og regulere deres bevægelser. Med musikkens strukturerende grundrytme bliver det lettere for borgeren at afpasse sine bevægelser og dermed at deltage i fælles bevægelser med andre.

Svend deltager i et gruppeforløb sammen med 6 andre borgere, han elsker samværet med andre. Pga. cerebral parese har han ikke et ekspressivt sprog, men forstår alt. Han har spasticitet i sine ben og går og hopper på tæerne.

Hændelser i omgivelserne vækker hans arousal, fx når noget er sjovt eller spændende. Han kan ikke rumme disse følelser i sin krop, de er nødt til at blive udlevet i gennem hans hoppebevægelse.

Vi hjælper ham til i stedet at kanalisere sin kropslige energi ud i de fælles bevægelser med dansesnoren m.m.

Træningen af nye bevægelsesmønstre hjælper ham til at blive mere fokuseret. Efterhånden som han genkender melodierne, husker han de tilsvarende bevægelser og kan i stigende grad afpasse dem i forhold til musikkens rytme og dynamik.

Svend viser sig at have store sociale ressourcer og trives i gruppen, hvor han deltager aktivt med fx at dele ting ud, spille for de andre og danse med en hulahopring sammen med én eller to af de andre deltagere.

Med musikkens dynamiske udtryk kan man arbejde med regulering af følelser, fx ved at bevæge sig eller spille gradvist hurtigere og kraftigere, vers for vers. Det skaber spændingstilstande, som deltagerne kan håndtere, fordi det foregår i en stram og forudsigelig form, hvor der kommer en forløsning med tilbagevenden til det rolige, afdæmpede niveau i sidste runde.

Musikken som relationsskaber
Med musikken får deltagerne information om, at der skal til at foregå noget. Musikken vækker noget i os, og den gør det let at være del af en sammenhæng med andre. Nogle vælger at lytte, andre deltager aktivt. Men alle har oplevelsen af at være del af et fællesskab, samtidig med at de kan deltage på hver deres måde.

Randi deltager i den samme gruppe som Svend. Hun har det indimellem rigtig svært, holder sig for ørerne og vil helst sidde i sofaen bag ved vores rundkreds. Hun orker ikke at være del af gruppen.

Hun får et tæppe om sig, og vi fortæller, at det er helt i orden, at hun sidder i sofaen, men at der står en stol i kredsen, hvis hun skulle få lyst til at være med.

Vi starter med at danse med den lange dansesnor, som også kan nå over til hende. Hun holder i snoren samtidig med, at hun holder sig for ørerne. Snoren gør forbindelsen mellem os helt konkret, Randi er stadigvæk med i gruppen.

Lidt senere skal deltagerne på skift gå rundt og spille på en spilledåse for hinanden. Da en deltager går hen og giver dåsen til Randi, rejser hun sig straks og går ind i rollen, som den der laver lyd, mens de andre lytter. I denne aktivitet kan hun udholde sine egne og de andres lyde med spilledåsen, og hun sætter sig efterfølgende på sin stol i kredsen.

Vi slutter af med at spille på hver vores tromme, og Randi har igen brug for at stikke fingrene i ørerne. Jeg rækker en tromme frem mod hende, og hun begynder straks at spille med den ene albue. Da jeg lidt efter går videre, rækker hendes sidemand sin tromme hen mod hende, så Randi kan fortsætte med at spille.

I gruppen opstår der mange rørende samspil mellem deltagerne. De kan bruge hinanden til noget, og de viser omsorg for hinanden. Fx er der i gruppen er en ældre mand, som efterhånden kun deltager i bevægelsesaktiviteterne med dansesnoren. Da Randi en dag gik hen og gav ham spilledåsen, lyste han op i et smil og ville gerne være den, der spillede for de andre. Det var aldrig sket før.

Musikken, kombineret med de instrumenter og redskaber vi bruger, giver på forskellige måder deltagerne mulighed for at udveksle med hinanden.

Musikken som en tidsmæssig struktur
Opfattelsen af pulsen gør os også i stand til at opfatte tid. En del borgere ser ikke ud til at have tidsfornemmelse og har som vilkår, at de ikke ved, hvornår noget begynder og slutter. Det er en skræmmende oplevelse.

Med musikken kan man arbejde med tidsfornemmelse på et ”mikro-plan” og skabe små sekvenser af møder.

En lille melodi som ”Vil du, vil du” er en overskuelig tidsramme mht. begyndelse og slutning på udfoldelsen. Sangen kender alle, den trækker på emotionelle oplevelser fra barndommen.

Louis er ind i mellem meget medtaget af indre psykiske problemer, store doser af medicin, eksem og mangel på søvn. I de perioder er han ikke i stand til at udfolde sig aktivt med at spille på tromme og at lave fællesbevægelser med hulahopringen m.m. Han kan lige overkomme at være i rummet og bare sidde og lytte til min sang og trommespil.

Jeg synger ”Vil du, vil du” og slutter sidste linje med: ”Og nu si´r musikken stop!” Da jeg synger igen, begynder han at rokke frem og tilbage med kroppen i takt til sangen. Han stopper præcist på sidste slag i sangen hver gang. Det gentager sig 4 gange, fjerde gang rejser han sig lige på sidste slag og går ud.

Tidligere i forløbet ville Louis ofte slå sig selv som et udtryk for, at han ikke kunne rumme mere. Det aftog med denne ritualiserede måde at kommunikere på.

Relation, struktur – og fællesskab
Sammen med Louis og alle de andre, jeg har mødt, har jeg lært, hvor meget det betyder for borgerne at være en del af et fællesskab, også selvom de ser ud til at afvise det. De vil gerne, men de kan ikke. Når man tænker over det, er det jo ikke så underligt, for hvordan skal de kunne vide, hvad man kan være sammen om?

Det er helt afgørende, at vi viser dem, hvad man kan lave i verden. Og at vi med berøring og konkrete ting skaber små, overskuelige handlingsforløb, som de efterhånden kan indgå i og forbinde med et trygt samvær.

Alle relationer rummer strukturer på forskellige måder. Fx hvordan vi placerer os i forhold til hinanden, hvad vi taler om osv. Borgerne har brug for meget tydelige strukturer for at vide, hvordan de kan indgå. Når strukturerne er tydelige, så kan Randi stadigvæk deltage ved at udvikle sine egne måder at gøre tingene på, når hun har det sværest.

Musikken favner os alle sammen. Den skaber ordløse fællesskaber, udvisker forskelle og fremhæver det, som gælder for os alle: Lysten til at være sammen og at gøre noget sammen. Det er relationens indhold.

______________

Litteratur
Moberg, Kerstin Uvnäs (2006): Afspænding, ro og berøring.